I boderne var der også masser af mere personlige ting. Fx var der fans der solgte deres fan art.
Jeg var der med min gode ven Mathias. Vi var begge klædt ud/cosplayede. Mathias var Jon Snow og jeg var Marceline fra Adventure Time.
Der var rigtig mange andre, som også var klædt ud/cosplayede. Og mange havde gjort vildt meget ud af deres kostumer. De havde kæmpe våben og andre props. Det meste af det var hjemmelavet.
Vi gik meget rundt i hallerne og kiggede på alting og snakkede med mange mennesker og fjollede rundt. Der skete hele tiden noget, og vi spiste sjov og underlig mad.
Et sted var der en trone fra Game of Thrones, og den satte vi os op på. Mathias var jo netop en karakter fra den serie, så folk i salen klappede da han sad på tronen.
Alle var så glade for at fortælle om deres kostumer, deres interesse og deres fandom. Det gav en super fed stemning og alle var meget glade.
Vi kunne snakke med alle om noget fælles, også om ting vi ikke havde til fælles. Men vi var fælles om begejstringen for at gå op i vores cosplays.
Det er vildt fedt at dele sådan er fed oplevelse med så mange andre, og samtidig hygge sig så meget selv. Det er fantastisk at være sammen med fremmede og alligevel kunne snakke i timevis.
Der var bare så mange mennesker samlet på et sted, der delte så meget fedt fælles.
Jeg er sikker på, at andre har lignende oplevelser med andre fandoms, men det er her, er det jeg oplevede.

Vi kan selvfølgelig overveje, hvor fedt det er at leve op til en ”spillet” rolle, for at føle sig som en del af et fællesskab. Er det så mig eller min rolle der er en del af fællesskabet?
Men det kan vi tænke mere over, når vi har været med på rollespillet.
Sjove muligheder indenfor fandoms
Surfer du lidt rundt på Youtube, kan finde en video om Guru-dagen, der handler om iværksættere. En af iværksætterne på videoen – finnen Paavo Beckman, fortæller om én af fandoms sjove muligheder.
Paavo ville gerne være rockmusiker, men det lykkedes ikke rigtigt for ham.
I stedet startede Paavo en virksomhed han kalder Catapult, der bringer virksomheder sammen med nye iværksættere, når de har brug for hinanden.
Paavos ville stadig gerne være en del af rockverdenen, og som hans første projekt fandt han sammen med et næsten helt ukendt band, der kalder sig Bloodpit.
Bandet og Paavo ejede næsten intet da de begyndte at samarbejde, og måtte låne 7.500,- kr. til en computer, for at komme i gang.
Målet var at gå fra, at være en flok 16-årige ukendte musikere, til at være det mest kendte og bedst sælgende band i Finland, - i løbet af kun et år.

Deres eneste fokus skulle være, at afprøve hvad de kunne opnå gennem deres erfaringer med fandom.
Ved begyndelsen af Paavo og Bloodpits samarbejde, havde bandet kun 19 fans (Piger), som alle kom fra den lille by hvor bandet boede.
De 19 fans fik al opmærksomheden, i håbet om at engagere dem endnu mere som ”ambassadører” for Bloodpit. Kun de 19 fans fik nyheder om bandet. Ingen andre. Bloodpits fans skulle opleve sig som noget helt specielt og eksklusivt. Tanken var at ingen andre i verden kendte Bloodpit, og interesserede sig selvfølgelig ikke for bandet, så det ville være virkelig op ad bakke. Som det ville være for alle helt ukendte bands.
Bloodpits fans fik særlige indbydelser til at være tættere på bandet, både individuelt og som mindre grupper. Paavo fortæller at fans’ne rykkede over på samme side af bordet som bandet – de følte sig som en del af en helhed, sammen med Paavo og bandets medlemmer.
Fans’ne begyndte at arbejde frivilligt og målrettet for Bloodpit. Fx skrev de sjove historier om bandet, inde i toiletpapirrullerne på skolen. Det udvidede gruppen af unge fans, der blev interesserede i dette mærkelige nærmest hemmelige band.
Da Bloodpit efter nogen tid udgav deres første CD, havde fandom-gruppen allerede et omfang der gjorde, at der var køer af fans uden for pladebutikkerne i flere lande, og CD’en blev omgående nr. 1 på salgslisterne.
Herefter begyndte radiostationer, musikmagasiner mm at kontakte dette mærkelige hemmelige succesfulde band, som de aldrig tidligere havde hørt om før. Men Paavo og Bloodpit takkede nej til almindelige interviews, og lod det hemmelighedsfulde vokse sig større. Det førte til at Blodpits fans begyndte at henvende sig, og lægge pres på medierne for at få anerkendelse til ”deres band.”
Og anerkendelsens væltede ind. Bla:
Newcomer of the year
Best song of the year
Best video of the year
Pludselig var Bloodpit i en situation, hvor de store kanoner i musikbranchen stod på nakken af hinanden, for at lave spændende ting med bandet.
I løbet af de efterfølgende år, begyndte fandoms i forskellige lande som Tyskland og USA, at arbejde selvstændigt på merchandise der markedsførte de enkelte fandoms og Bloodpit.
Jeg synes Bloodpit er et rigtig godt eksempel på, hvor komplekst fandom fænomenet er, og at der findes mindst fire ”fandom-grupperinger:”
den aktive kerne af deltagere
de mere passive medløbende deltagere
dem der er fans af musikerne
dem der ønsker at være del af det fællesskab fandomet skaber
Youtube
Det er rigtig meget på youtube, der har at gøre med fandom og fans. Her kan du lægge mærke til dig selv og dine forskellige måder at være en del af fandoms.
Når jeg ser videoer, hvor nogen deler en video af et spil de spiller, er jeg så stadig være fan af spillet, eller er jeg mere fan af dem der spiller?
Kan jeg se mig selv som enten aktiv eller passiv fan?
På samme måde som med Bloodpit, er der også mange videoer der viser hvordan man laver mercenaries eller spiller spil, som er lavet af fandom-grupper. Er det nu et fandom, der handler mere om den gruppe der går op i at lave merchandise.
Handler det om, at det er sjovere at have en aktiv rolle i en fandom, der er en del af et større fandom, end det er at måtte nøjes med at være passiv i den store fandom?
En anden sjov mulighed indenfor fandoms
Five Nights at Freddys er et meget populært horror spil. Der er mange fans der har kreeret deres eget spil med samme tema. Der findes tusindvis af eksempler på dette, også med andre ting
Ingen kommentarer:
Send en kommentar