Vi kan spørge os selv, hvorfor er fællesskab vigtigt?
Identitetskriser hænger ofte sammen med, at vi ikke føler os som del af et fællesskab.
Jeg vil prøve at se på identitetskrise og fælleskab, gennem to meget forskellige artikler om hvorfor det er vigtigt, at være med i gode fælleskaber.
Morten Beiter skriver i fredagens Weekend Avis en artiklen om grusomme stenkast fra motorvejsbroer.
Morten Beiter giver eksempler på, at den type stenkast har været et problem i flere hundrede år, og kostet mange alt for mange menneskeliv.
Der er forsøgt meget for at forhindre problemet, siger Breiter. Høje hegn, hårde straffe, men det har været forgæves, og han slutter artiklen med at skrive: At tilsyneladende er eneste farbare vej, - ”bedre opdragelse… Og for guds skyld sørge for, at de ikke keder sig! ”
Kan vi ikke også opleve kedsomhed som længsel efter fællesskab?
Jeg tænker, at hvis vi ikke er en del af et fællesskab, kan vi være meget alene om at værne sig mod alle de gruhistorier, der flyder rundt på medierne. Vi kommer nemt til at tænke meget firkantet, og tager afstand fra de onde og føler med dem der er ofre. Vi kan komme til at indleve os i den gru, medierne vælger at skrive om i deres historie.
Derved bliver vi nemt selv et offer, og finder måske ligesindede ofre. – Stenkastere eller andre dårligt opdragede mennesker??
I en anden artikel trykt i PsyNyt, som vi fik at psykolog Tina Gryesten, skriver Nanja Holland Hansen:
”Når vi mærker empati, så lyser den del af hjernen op, som bearbejder smerte, hvorimod når vi mærker compassion, så aktiveres den del af hjernen som har med kærlighed, belønning og tilhørsforhold at gøre.
Denne forskning antyder, at når vi føler os som en del af et fælleskab og ser andre som værende ligesom os selv, har det en positiv effekt på de svære ting, vi oplever i vores liv.
Vi skal tale om compassion for at komme frygt og had til andre mennesker til livs. Vi lever i en verden, hvor der er utrolig meget frygt og had til mennesker, som ikke er som os selv. Denne frygt og intolerance er en del af vores virkelighed. Vi har alle forskellige strategier til at håndtere den overvældende frygt, afsky, væmmelse, håbløshed og afmagt, som vi oplever, når vi for eksempel lytter til eller læser i medierne. Nogle vælger ikke at høre/læse nyheder, nogle arbejder for meget, drikker et ekstra glas rødvin, køber mere tøj end de egentlig har brug for, overspiser eller hvad der nu virker. Vi har alle udviklet strategier for at kunne håndtere den smerte og lidelse, som vi bliver mødt med hver evig eneste dag.”
Det Nanja Holland Hansen skriver, tænker jeg er meget vigtigt.
Hvis vi har for meget empati og indlevelse i ”stenkasternes” lorteliv, træner vi den del af hjernen der kan resultere i frygt og had til andre mennesker.
Dyrker vi derimod en fandom, kan vi gå ind i en fællesskabsfølelse, hvor vi forhåbentlig oplever compassion, og får glæden ved alle de gode ting som compassion medfører.
Compassion-forskning demonstrerer ydermere, at når folk anvendte en Loving-Kindness, kærlig-venlighed-meditation, så faldt deres følelse af at være anderledes fra folk af en anden race signifikant. Denne type af forskning peger på, at når vi begynder at træne og se folk som værende ligesom os, i stedet for at være anderledes end os selv, så er der mulighed for at nedsætte tendensen til diskrimination og racisme.”
Det er min erfaring at når jeg er i fandom-mode, ligner det en tilstand meditation, og jeg oplever helt sikkert, at jeg fokuserer meget mere på hvad jeg har fælles med de andre fans, end hvad der gør os forskellige.
Er det ikke en god grund til at tænke positive ting om fandoms?
